PREP står for “Prevention and Relationship Enhancement Program”.

På dansk kalder vi det for: Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold.

Kurset er for par, der ønsker de bedste forudsætninger for at indgå et parforhold, hvor gamle og uhensigtsmæssige mønstre ikke flytter med. Ofte går parforhold i stykker igen og igen på grund af de samme mønstre. Mønstre man ikke altid er opmærksom på, og som kan være svære at ændre.

PREP-kurset giver unikke redskaber til at bygge et solidt fundament for parforholdet, og i One Mind har vi givet kurset det særlige fokus, at den ene af partnerne (nogle gange begge) har valgt et arbejdsliv i uniform. Det skaber unikke problematikker i parforholdet, som det kan betale sig at få en sund og konstruktiv relation til fra start af.

Kommunikation

Kurser tager udgangspunkt i kommunikationen i parforholdet. Et parforhold har altid to sider, og en forbedring af kommunikationen bør derfor være et mål for jer begge.

Der er hverken tale om gruppearbejde eller traditionel parterapi. På PREP-kurset arbejder man kun med sin partne og behøver ikke indvie andre i ens private forhold. PREP- kurserne er i øvrigt uafhængige af religion og politik og udbydes i mange lande verden over.

Hvem er PREP-kurser for?

Kurserne er for par i alle aldre og livsfaser. Ny-etablerede par kan få gode kommunikationsvaner fra start af. Par der har levet sammen i længere tid, kan få hjælp til at bryde dårlige vaner samt inspiration til at videreudvikle det, som er godt i deres forhold.

PREP-kurset er skabt som et forebyggende program. Det betyder, at det er rettet til par, som er motiverede for at blive sammen og arbejde med deres relation. Det retter sig således ikke mod par, der er gået fra hinanden.

Vi er bevidste om, at mange par, der søger hjælp, er i tvivl, om de skal være sammen. Kurset er dog ikke er lavet til par i denne fase. Vi henviser i stedet til vores par-terapeutiske forløb.